torsdag den 6. august 2015

Ny demokratisk udvikling i Tanzania?

De seneste dage har jeg haft lejlighed til at deltage i møder i Dar es Salaam i Tanzania i forbindelse med et konvent i oppositionspartiet Chademas, hvor man valgte præsidentkandidat til det kommende præsidentvalg den 25. Oktober. Det lægger op til en dramatisk politisk udvikling i et af Afrikas store lande.

Dramaet består i, at der for første gang i årtier er udsigt til et reelt opgør om den politiske magt i Tanzanía. Det skyldes, at  Chademas kandidat, Edward Lowassa, er tidligere premierminister for regeringspartiet, CCM, der har siddet på magten i årtier, lige siden det blev stiftet af den navnkundige præsident Julius Nyere. Det åbner op for en bevægelse af stemmer fra CCM til Chadema. Den faktor kan være udløsende for et magtskifte i landet fra den nuværende præsident Jakaye Kikwete til Lowassa.

Hvis man ser bort fra sympatier for det ene eller andet parti, er det ud fra en demokratisk synsvinkel meget positivt, hvis valget i Tanzania bliver en reel styrkeprøve, der demonstrerer et demokrati, der faktisk kan fungere. Især hvis valgkampen i de kommende uger bliver fredelig.

Generelt er det karakteristisk for afrikansk politik, at de partier, der sidder på magten, er i stand til at holde på den i mange år og reelt ikke bliver truet på trods af, at der formelt set bliver gennemført valg. Det er også mange steder kendetegnende, at politisk bestemt vold snarere er reglen end undtagelsen - ikke mindst i forbindelse med valgkampe.

Sådan har det også været hidtil i Tanzania. F.eks. blev Chademas formand, Freeman Mbowe, under sidste valgkamp ved et valgmøde i byen Arusha udsat for angreb med granater og maskingeværer, der kostede flere uskyldige livet.

Jeg var inviteret til at tale på konventet og gav der udtryk for, at konventet kunne blive et historisk møde ikke bare i Tanzanias men også i Afrikas historie, netop med henvisning til den betydning for den demokratiske udvikling i landet, det ville have, hvis der skete et brud på det magtmonopol, der hidtil har været.

Sidst jeg mødtes med Freeman Mbowe var for to år siden i København. På det tidspunkt var han meget determineret med hensyn til at skabe en udvikling, der kunne bane vejen for et magtskifte men var også på det rene med, at det nok ville tage flere valgperioder, før det var realistisk.

Da jeg mødtes med ham i Dar es Salaam i denne uge, var det en helt anderledes optimistisk partiformand, jeg talte med. Morgenen efter partikonventet tirsdag var jeg inviteret til morgenmad på et af byens hoteller med Mbowe og et et par af hans medarbejdere samt et par gæster fra Tyskland. Det var tydeligt, at med Lowassa som kandidat og i øvrigt med en ny koalition med de øvrige oppositionspartier, så Freeman Mbowe en meget realistisk mulighed for et magtskifte, der kan bringe Chadema i spidsen for en ny regering i Tanzania.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar