mandag den 31. august 2015

Demokrati i Myanmar?


Demokrati i Myanmar?

Af Lars Barfoed

 

Vi er mange, som gennem årene har fulgt Aung San Suu Kiu i hendes kamp mod militærregimet fra hendes husarrest i Yangon i Myanmar ( tidligere benævnt Rangoon i Burma ). Derfor vakte det da også glæde over hele verden, da hun blev sat fri, og man begyndte at kunne skimte et håb om demokrati i Myanmar. Nu er der udskrevet valg til november. Et frit valg, hvor ca. 90 partier forventes at deltage - mange, ca. 50, dog kun på delstatsniveau.

Men det er et åbent spørgsmål, om valget fører til et reelt demokrati eller til kaos, der ender med indgriben fra militærets side igen. Derfor er der gode grunde til, at verdenssamfundet aktivt støtter bestræbelserne for at indføre et parlamentarisk demokrati og respekt for menneskerettighederne i Myanmar.

 Danmark støtter på flere måder op bag denne indsats. Det gør vi bilateralt og via EU.

 En del af den danske indsats sker i regi af Danish Institute for Parties and Democracy, DIPD. Et institut, der yder en betydelig indsats for at fremme demokrati og menneskerettigheder i lande med et skrøbeligt demokrati. Samtlige partier i Folketinget står bag oprettelsen og ledelsen af instituttet.

 Sammen med Steen Gade og Lone Loklindt deltog jeg i sidste uge i en række møder og konferencer i Yangon som et led i DIPDs indsats. Ideen med vores medvirken var at videregive erfaringer og viden fra vort veletablerede danske parlamentariske demokrati til de politikere og partier, der i øjeblikket forbereder sig dels på valget men ikke mindst på at få parlamentet og det politiske liv til at fungere efter valget. Bl.a. var der i drøftelserne med repræsentanter for partierne i Myanmar stor fokus på vores tradition for at danne koalitioner og brede politiske forlig. Noget der med den forventede sammensætning af det nye parlament i Myanmar bliver brug for at lære.

 Det bliver nemlig ikke så nemt. Demokratiet er på forhånd delvist demonteret ved, at militæret udpeger 25 pct. af parlamentets medlemmer og dermed fortsat alene på det grundlag vil have stor indflydelse.

 Myanmars politiske liv er desuden præget af store og mange interessekonflikter, indbyrdes mistillid, etniske konflikter og uenighed om forfatningen.

 Der er mange forskellige etniske minoriteter, der afspejler sig i de mange partidannelser.  En betydelig del heraf er udtryk for lokale, regionale og etniske særinteresser. Mange af dem går til valg på at ændre forfatningen, så der bliver større selvstyre i delstaterne.

 I realiteten er der kun tre egentlige landsdækkende partier. Det er USDP, Union Solidarity and Developement Party, som har militærets støtte, NUP, National Unity Party, der har rødder til det gamle socialistiske regime og dermed også identificeres med militæret, og så NLD, National League for Democracy, der er Aung San Suu Kiys parti. De to store partier, USDP og NLD, kommer i parlamentet med et betydeligt mandattal, og mange forventer en stor sejr til Aung San Suu Kiys, også kaldet The Lady. NUP forventes et begrænset antal mandater.

 Og så er der de mange etniske partier. En del af dem bliver repræsenteret i parlamentet. Men det er meget usikkert, hvor mange mandater, de vil råde over. Og de er bestemt ikke enige med hinanden. Meget tyder imidlertid på, at de kan komme til at sidde med de afgørende stemmer, ikke mindst når parlamentet efter valget skal vælge præsident.

 Der er gode grunde til at være bekymret ved, hvad der kommer til at ske. I 1990 forsøgte man sig med et valg, men da NLD vandt en stor sejr, greb militæret ind, overtog magten og mange blev sendt i eksil, fængsel og husarrest - derunder The Lady.

Senest har man i sidste uge set militæret spille en betydelig rolle i afsættelsen af USDPs formand, Shwe Mann, som i øvrigt også er formand for parlamentet. Det skete efter, at han havde luftet tanker om et samarbejde med Aung San Suu Kiy efter valget.

Omvendt er der også gode grunde til alligevel denne gang at tro på det. Regeringen og dermed militæret har accepteret internationale valgobservatører og givet dem frie spilleregler. Og man har ved flere lejligheder forsikret omverdenen og landets egen befolkning om, at man vil respektere valget uanset dets udfald.

Man kan sammenfatte situationen sådan, at der denne gang er en reel mulighed for at se et demokrati vokse frem. Et skrøbeligt demokrati og i første omgang ikke et fuldstændigt demokrati, som vi kender det - men dog et betydeligt skridt på vejen. Derfor er det vigtigt, at vi og andre er der for at understøtte en udvikling i den rigtige retning.

Der er ingen tvivl om, at Myanmar er et land med betydelige muligheder. Det er en rig og gammel kultur, et spændende land at besøge og et land med store ressourcer. Samtidig vil det som andre asiatiske lande kunne vise sig at være et godt land for danske virksomheder at investere og etablere sig i. Derfor er det vigtigt, at vi er til stede, og at vi på linje med andre synligt og aktivt bidrager til en positiv udvikling - ikke bare politisk men også økonomisk.

Det giver mig også grund til at advare mod at gennemføre store besparelser i udviklingsbistanden og koncentrere den alene om Afrika.

Der er andre steder i verden end Afrika, hvor der er brug for vores hjælp. Og det er i Danmarks interesse at være til stede med udviklingsbistand i lande, der står på tærsklen til en ny udvikling. Udviklingsbistand skal ikke kun ses som idealisme. Det er det også, men den skal i høj grad indtænkes strategisk som et led i vores samlede udenrigspolitik.

tirsdag den 11. august 2015

Lektiecafeer bør være en lokal beslutning!

Der er igen debat om folkeskolen her ved skoleårets start. Det er naturligt ikke mindst nu, hvor nye ændringer som reminiscens fra folkeskolereformen træder i kraft, nemlig de obligatoriske lektiecafeer.

Hjælp til lektier burde være et tilbud til de elever, der har brug for det eller bare lyst til at få hjælp til lektierne henne i skolen. Men der er ikke nogen faglige argumenter for at gøre dem obligatoriske for alle elever at deltage i, som det sker nu. Tværtimod er det som om, at nogen absolut vil have børnene til at være henne i skolen i så mange timer som muligt i stedet for at tage hjem eller gå til idræt eller noget helt tredje. Jeg forstår godt, at det bidrager til, at flere familier fravælger folkeskolen og tilvælger en privatskole.

Lektiecafeer bør være et tilbud til eleverne og ders forældre - ikke noget de bliver tvunget til.

Derfor bør vore politikere som et kompromis i den debat, der hersker om lektiecafeerne, overveje et kompromis, der overlader beslutningen til de enkelte skoler eller til kommunerne. Man kan så lokalt vælge, om lektiecafeerne skal være tvungne eller et tilbud til de, som vil benytte sig af det. Der tales meget om det kommunale selvstyre og mere lokal indflydelse til institutionerne. Her er en mulighed for at realisere det på et vigtigt område.

Der er brug for ro om folkeskolen. Lærere, forældre og først og fremmest eleverne har ikke brug for en skole, hvis rammer konstant bliver lavet om. Tværtimod skal der være gode stabile rammer, inden for hvilke skolen kan udvikle sig.

Der er mange gode takter i den reform af folkeskolen, der blev gennemført for et par år siden. Ikke mindst styrkelsen af nogle af de grundliggende fag samt mere idræt og bevægelse. Nu må skolerne så have ro til at få det til at fungere, så fagligheden bliver styrket. Mere lokal kompetence til at træffe
beslutning om lektiecafeerne, inden de får alvor kommer til at fungere som påtvungne alle elever ved
et centralistisk krav, vil bidrage til den ro og give mere plads til at indrette skolerne efter lokale forhold.

torsdag den 6. august 2015

Ny demokratisk udvikling i Tanzania?

De seneste dage har jeg haft lejlighed til at deltage i møder i Dar es Salaam i Tanzania i forbindelse med et konvent i oppositionspartiet Chademas, hvor man valgte præsidentkandidat til det kommende præsidentvalg den 25. Oktober. Det lægger op til en dramatisk politisk udvikling i et af Afrikas store lande.

Dramaet består i, at der for første gang i årtier er udsigt til et reelt opgør om den politiske magt i Tanzanía. Det skyldes, at  Chademas kandidat, Edward Lowassa, er tidligere premierminister for regeringspartiet, CCM, der har siddet på magten i årtier, lige siden det blev stiftet af den navnkundige præsident Julius Nyere. Det åbner op for en bevægelse af stemmer fra CCM til Chadema. Den faktor kan være udløsende for et magtskifte i landet fra den nuværende præsident Jakaye Kikwete til Lowassa.

Hvis man ser bort fra sympatier for det ene eller andet parti, er det ud fra en demokratisk synsvinkel meget positivt, hvis valget i Tanzania bliver en reel styrkeprøve, der demonstrerer et demokrati, der faktisk kan fungere. Især hvis valgkampen i de kommende uger bliver fredelig.

Generelt er det karakteristisk for afrikansk politik, at de partier, der sidder på magten, er i stand til at holde på den i mange år og reelt ikke bliver truet på trods af, at der formelt set bliver gennemført valg. Det er også mange steder kendetegnende, at politisk bestemt vold snarere er reglen end undtagelsen - ikke mindst i forbindelse med valgkampe.

Sådan har det også været hidtil i Tanzania. F.eks. blev Chademas formand, Freeman Mbowe, under sidste valgkamp ved et valgmøde i byen Arusha udsat for angreb med granater og maskingeværer, der kostede flere uskyldige livet.

Jeg var inviteret til at tale på konventet og gav der udtryk for, at konventet kunne blive et historisk møde ikke bare i Tanzanias men også i Afrikas historie, netop med henvisning til den betydning for den demokratiske udvikling i landet, det ville have, hvis der skete et brud på det magtmonopol, der hidtil har været.

Sidst jeg mødtes med Freeman Mbowe var for to år siden i København. På det tidspunkt var han meget determineret med hensyn til at skabe en udvikling, der kunne bane vejen for et magtskifte men var også på det rene med, at det nok ville tage flere valgperioder, før det var realistisk.

Da jeg mødtes med ham i Dar es Salaam i denne uge, var det en helt anderledes optimistisk partiformand, jeg talte med. Morgenen efter partikonventet tirsdag var jeg inviteret til morgenmad på et af byens hoteller med Mbowe og et et par af hans medarbejdere samt et par gæster fra Tyskland. Det var tydeligt, at med Lowassa som kandidat og i øvrigt med en ny koalition med de øvrige oppositionspartier, så Freeman Mbowe en meget realistisk mulighed for et magtskifte, der kan bringe Chadema i spidsen for en ny regering i Tanzania.